Camping ved Italienske Bjergbyer

Emilia Romagna-provinsen byder på meget mere end badeferie ved Adriaterhavet. Langt fra alfarvej, omme i baglandet med det charmerende, bakkede terræn, møder man en verden fuld af naturlig skønhed, helt uspoleret af turismen.

Janne og Julian León har oplevet den fantastiske ro, der hersker her, hvor man ikke har så travlt, men tager tingene, som de kommer, og forstår at værdsætte alle de vidunderlige goder, man får ud af at dyrke den frodige jord.
Under vor badeferie besluttede vi at køre en tur ind i landet for at besøge de hyggelige, små bjerglandsbyer. På begge sider af vejen ligger der marker, hvor hele familier står med enden i vejret og hypper kartofler, høster salat og styrer vandingskanonerne, som er eneste tegn på, at vi ikke befinder os for et århundrede siden. Ved vejkanten holder der med mellemrum varebiler med frugt og grøntsager, som sælges direkte fra ladet. Særligt vandmelon har italienerne en stor forkærlighed for. Det er både mad og drikke på samme tid og dejligt forfriskende.

Emilia Romagnas bløde bakker 

Landskabet ændrer sig fra at være fladt ved vandet til at være mere bakket med gule marker og grønne cypresser og pinjer spredt rundt omkring som grønne farveklatter. På toppen af flere af bakkerne ligger en lille kirke med en herlig udsigt over det smukke landskab. Vejene er ikke særlig brede, og det kniber noget med skiltningen, men det kan jo også have sin charme bare at køre ud i det blå.

Sommerkoloni

På et tidspunkt kom vi til en fin kirke, som lå på en lille bakke. Der lød sang fra de åbne vinduer i bygningen ved siden af. Vi stod ud og gik derhen. Det viste sig, at det var en sommerkoloni for italienske børn, der ellers ikke ville kunne komme på ferie, men som staten havde sørget for. Børnene fik undervisning i musik og sang, og udenfor var der lange borde og bænke, hvor de sad og indtog deres måltider med en vidunderlig udsigt over markerne og havet ude i horisonten. De viste stolt lokaliteterne frem og spurgte interesseret, hvor vi kom fra, og hvordan vi havde fundet dem.

San Leo

Vi kørte videre mod San Leo med det imponerende fæstningsanlæg. De kraftige mure med udsigtstårnene kom frem i det fjerne, da vi nærmede os. Det er en rigtig hyggelig by med brostensbelagte gader. De få butikker, der er, ligger i de gamle huse, så at de ikke stikker i øjnene, men falder ind i helheden. Vi sad midt på torvet og fik meget lækker hjemmelavet spaghetti og pizzaer, som var helt anderledes komponeret end dem, man normalt får – en fantastisk oplevelse. I et lokale i selve restauranten sad en italiensk familie. Bedsteforældre, forældre og fire børn og nød et måltid med mange retter. Støjniveauet var som altid temmelig højt, men livsglæden skinnede igennem, så det gjorde ikke spor. Overfor boede en møbelsnedker. Han havde spændende gammelt, autentisk værktøj, og butikken var fuld af både nye stole borde og skænke, han havde lavet, men også gamle ting, som han var i færd med at reparere. I sandhed en kunstart på højt niveau. Ved siden af lå et galleri, hvor byens kunstnere udstillede og fik sig en sludder. På den modsatte side kunne man købe farvestrålende lokal keramik. Og gik man ind i bunden af lokalet, kunne man finde krybber med fine figurer, som italienerne har stående fremme til jul. Vi gik inden for i kirken, hvor der stod en lille trææske, man kunne putte penge i. Lyset tændtes så inde i kirken, hvor man pludselig kunne se en masse flotte detaljer, der ellers lå hen i mørke. Udenfor gik vi ad en lille vej, hvor der sad bedstemødre i færd med at strikke og hækle, omgivet af krukker med blomstrende pelargonier, der stod foran husene og op ad trappetrinnene.

Verucchio

På en høj ligger byen Verucchio som et levn fra fortiden. Allerede i 1100-tallet lå den magtfulde Malatesta-families fort her med en forrygende udsigt over området med havet i baggrunden. Det er i øvrigt kendetegnende for hele området, at der er mange minder fra den mægtige Malatesta-familie, som besad området. Byen ligner mest af alt en teaterkulisse med de gamle huse og klostre, som egner sig til at trække sig tilbage og meditere i. Her er botanisk og arkæologisk museum og museer med gammel kunst, og kun fem minutter derfra ligger den moderne del af byen. Spredt rundt i landskabet ligger dejlige trattoriaer, hvor man spiser godt og billigt. Det er altid et godt tegn, når de lokale chauffører gør holdt for at få stillet sulten, for de har som regel forstand på, hvor der er godt at komme.

Santarcangelo

Da vi skulle parkere ved starten af byen, virkede parkeringsautomaterne ikke, så det tog lidt tid at finde et sted, hvor vi turde holde uden fare for at få en bøde. Byen lå på terrasser, og der løb et lille vandløb i flere niveauer, som børnene yndede at pjaske rundt i med bare, brune tæer. En vandretur i Santarcangelo er en tur gennem en 2.000 år gammel by med et gammelt fort. En stor del af byen består af trapper, og det er anstrengelserne værd at gå op på toppen, da man kommer igennem meget spændende små stræder med kig ind i folks huse. Nogle steder står la Mamma og synger, mens hun laver mad, og andre steder sidder mændene på bar og venter på, at maden skal blive klar. Overalt vrimler det med blomster. På murene, i vinduerne, på trappetrin og på vejen er der et hav af blomster i smukke italienske terracottakrukker. Flere steder kan man købe mange former for tekstiler med print – kopier af gamle motiver i de autentiske, klare farver på hvid bund, såsom duge, sengetøj, viskestykker og tøj. Særligt de rustfarvede motiver er kendte og stammer fra træforme, som man allerede i 1600-tallet smurte rust på og derefter brugte til at trykke på stoffet.

Ydmygt knapmuseum

Da vi gik op ad en smal vej, der mest bestod af trappetrin, stødte vi pludselig på et knapmuseum. Udenfor sad en hyggelig, ældre mand, der pilede ind, da vi nærmede os. Der var gratis entré, og han fortalte og fortalte om sine 8.500 knapper. For en stor dels vedkommende havde han selv rejst rundt i Europa og indsamlet dem. Som ung var han – som mange unge italienere - taget en tur til Skandinavien og havde i den forbindelse også været i København. Her var det lykkedes ham at opspore historiske knapper, og det var i det hele taget kendetegnende for ham, at han havde fået mange sjove kontakter rundt omkring på grund af sin særlige interesse for knapper. Her var knapper fra det syttende, attende, nittende og tyvende århundrede, knapper lavet af 45 forskellige typer materialer. Ejeren havde i et hjørne store fotografier og biografplakater, specielt med de italienske filmstjerner Sophia Loren og Gina Lollobrigida. Og det interessante var, at museet lå inde med knapper fra de kjoler, filmstjernerne havde på på billederne.

Lokale markeder

I ugens løb er der lokale markeder, der dag for dag flytter fra landsby til landsby. Her kan man gøre en god forretning ved køb af tøj, sko, tasker, dejlige keramikting og alver- dens køkkengrej. Ofte finder man de mest utrolige maskiner, der kan skære og snitte frugt og grøntsager, lave spaghetti m.m. Desuden er der tit frugt og grøntsager samt ost, som falbydes i boderne. Flere af byerne har et lille turistbureau, der ligger inde med brochuremateriale på flere sprog. Disse hjælper med til at få mere ud af besøgene i det bakkede bagland. Der er mange gode cykelruter, og man møder mange cykelryttere på vejene, som kan være temmelig stejle set med vore øjne. Flere steder i området støder man på vinmarker, der vidner om, at der dyrkes vin, og der er ofte mulighed for at prøvesmage. Kendetegnende for alle disse charmerende småbyer og lokalsamfund er italienernes smittende livsglæde og store hjælpsomhed og imødekommenhed. Man føler sig velkommen, hvor man kommer frem.

Gang i den ved havet

Har man fået nok af fred og ro og trænger til at komme ud, hvor der er gang i den, kan man i løbet af kort tid søge ud mod vandet, hvor den ene café, isbar og pizzeria afløses af butikker, restauranter og dansesteder, så Emilia Romagna har virkelig det hele inden for rækkevidde. Er man ikke i bil, kan man leje en, eller benytte de offentlige transportmidler, hvilket bestemt også har sin egen charme.

Se de bedste campingpladser i Italien